fbpx

Øjebliksbilleder fra Cuba

Livet i Victors Hus, Havanna

Det er sen aften da vi ankommer til lejligheden i hovedstaden på Cuba, Havanna.
Luftfugtigheden er høj, tempoet er langsomt.
Livet leves på gaden.
Her er ingen ruder i vinduerne og lydtæppet af snak, latter og sporadiske sambarytmer vugger mig i søvn.

Louis har arvet den smukke ejendom af sin far, Victor. Selv bor han et andet sted i byen og vi har lejligheden for os selv. Den er enkelt men smukt indrettet. Hvidkalket med karakteristiske turkisblå detaljer, skodder, vinduer og bjælker. Fra lejligheden kan man kikke ned i et smukt indre gårdrum med store grønne planter.

Vi bor perfekt, midt i det historiske centrum.

Smukke detaljer fra en by i forfald

Flere steder arbejder der på at renovere den smukke gamle bydel. Det er en udfordring at skaffe materialer og alt bliver genbrugt. Arkitekturen vidner om det liv der engang har udspillet sig i Havanna, men der er ikke meget tilbage af fordums storhedstid. Flere steder er bygningerne faldet sammen og naturen har taget over. Præcis som et Battista Piranesi billede, hvor arkitekturen og naturen er helt sammenflettet i en laburent.

Vi vandre byen tynd og oplever hvordan gaderne skifter karakter fra fine mondæne pladser og boulevarder til byområder hvor hele huse er styrtet sammen. Det er karakteristisk for hele byen, at her ingen butikker er. Nogle gange kommer vi forbi en dør der står på klem hvor der sælges lidt brød, og eller en kop kaffe, mens man på de store fine pladser kan drikke kaffe til hvad der svarer til en lokal månedsløn.

Her er mangel på alt, byggematerialer men også benzin, forbrugsvarer og vand. I går fandt vi omsider et lille supermarked. På hylderne var spaghetti, havregryn og konserves. Thats it. Sådan er Cuba.

Til gengæld er livsglæde og kreativitet ikke en mangelvare og der er musik på hvert et gadehjørne.

Victor har sin fodbold med og spiller sige igennem Havanna. Der er ikke mange børn blandt de rejsende på Cuba. En dreng med en bold er den perfekte samtalestarter og alle skal lige spille lidt street fodbold. Tid er der nok af og nogle bliver hængende for at spille.

Fredag aften på Malecón

Et brudepar poserer på molen mens bølgerne slår ind over dem. En gruppe musikere jammer for penge, mens de unge mænd flokkes om Victor og hans bold. Havet viser tænder og det er et smukt syn, når de store bølger skyller ind over molen.

Malecón er det perfekte mødested i overgangen mellem den tætte by på den ene side og Det Caribiske Hav på den anden.

 

Byens bedste morgenmad

Thereza er uddannet økonom, men hun kan hverken leve eller overleve af den løn hun kan tjene som højtuddannet i Cuba.

Derfor pakker hun hver morgen sin lille trolly, med frisk frugt, kaffe, varm mælk og æg. Så går hun gennem Havanne til Centro Historico, hvor hun serverer morgenmad for os i vores partikulares. Privat lejlighed vi har lejet gennem RBNB.

Thereza vil gerne snakke om livet i Havanna. Men hun sænker stemmen til en hvisken når vi kommer til livets realiteter i et land hvor alt er kontrolleret af staten. I Havannas gamle huse er der ingen ruder i vinduerne og naboerne skulle nødigt høre hvad Thereza skjuler i sit hjerte.

Vi bliver hurtigt gode venner med Thereza. Hun tager små delikatesser med til os. Druesukker til Victor, som får et kram hver morgen. Og særlig Guapa (er for os ukendt frugt) marmelade som hun har lavet til os.

Når alt falder fra hinanden

Thereza's ansigt lyser op når vi roser hendes morgenmad. Hun elsker at kræse for os. Den sidste dag vi er i Havanna er hun ked af, at det ikke var muligt at finde smør til brødet - sådan er Havanna. Men der er en anden grund til at der er faldet en skygge over Thereza. Thereza udlejer selv værelser og vi har aftalt at vi skal bo i hendes hun, når vi vender tilbage til Havanna.

Vi har været forbi hendes hus. I Havanna skifter kvarterene hurtigt karakter. Thereza's gade ligger lige bag den fashionable Flores bar, Hemmingways stamsted. men der er ingen turister her. Stemningen er tæt og stanken tung. Flere huse er ganske enkelt sunket sammen og ligger som en bunke murbrokker. Selv i de sammenbrasede huse kan man se, at der bor mennesker. Thereza's hus er nyere (fra 50'erne) men brændfaren virker overhængende og uanset hvor gerne jeg vil hjælpe Thereza kan vi ikke bo her. Det er det eneste sted vi har været i Havanna hvor jeg ikke føler mig tryk på gaden. Her kan vi ikke bo, og det gør ondt.

Da vi næste morgen fortæller Thereza at vi har ændret planer og bliver en nat mere i Trinidad, så vi ikke kommer tilbage til Havanna glider en skygge over hendes ansigt, men hun smiler og siger: Don't worry, no problem...

På Cuba er det godt at ha' en ven

En ven kan veksle penge, billigere end i banken. En ven kan lave mad, langt bedre end på de statsejede resturanter. En ven kan skaffe cigarer, til halv pris. En ven kan køre dig gennem landet, i en af de mange gamle Amerikaner biler.

Vi skal køre med Carlos, fra Havanna til Trinidad.

Vi bliver hentet kl. 8:30, har vi aftalt. klokken 11 kommer Carlos i sin Crystler. Først stiger et fransk par ud, bad dem sidder 2 mexicanere. Bi bliver stuvet ind på 3. række og turen til Trinidad er lang, meget lang. Det tager 6 timer at tilbagelægge de ca. 350 km. i den ældgamle, men charmerende bil.

Pris: 100 CUP (750,- eller hvad der svarer til 4 X månedsløn for en statsansat).

Livet i Assael's Hus i La Boca, Trinidad

Den unge mand og havet

Vi ligger i havoverfladen med snorkel, fuldstændig opslugt af det drama der udspiller sig i revet under os. Over os bager solen, under os findes en hel verden af koraler og farvestrålende fisk. Det er som om tiden er gået i stå. Det ser legende let ud, når Assaél med sine lange svømmefødder glider ned i dybet. Som en dans i slow motion. Fiskene gemmer sig i korallerne og han ved præcis hvor han skal kikke. Han affyrer harpunen med stor præsition og endnu en farvestrålende fisk sættes på galgen. Som gæst i Assaéls hus har man det privillegium at komme med ham ud at fiske. Stranden ved La Boca er ikke så god, så vi tager en taxi et par kilometer væk. Her er vandet turkisblåt, stranden god og revet perfekt til fiskeri.

Assaél er 28 år og har boet i La Boca hele sit liv. Han har sit eget particulares, hvor han udlejer 2 værelser. Han har en smuk hustru, Tanya, og hans øjesten, Veronica på 6 år. Tanya har studeret økonomi i 6 år. Et job på Cuba vil indbringe hende 20 CUP om måneden (150,-). Derfor laver hun mad til husets gæster istedet. Hver dag er menüen den samme: suppe, ris, kål med tomat og fisk. Tanya er en sand mester til at trylle de få råvarer om til nye lækre variationer.

Ind imellem skælder Tanya ud. hun taler indædt og højlydt i lang tid. Assaél siger ikke noget, men lader hende rase ud. Selv flygter han ned mod havet. havet er hans store passion. Når han dykker ned under havets overfalde med sin harpun føler han sig fri. Alt han skal bekymre sig om er sig selv og sit bytte. Assaél er en dygtig fisker og hver dag kan han brødføde sin familie og de gæster der bor i hans hus, med friske fisk, krapper og hummer.

Der er to ord Assaél bruger igen og igen. Professional og Illegal. I Assaéls verden er alt Illegal. I Cuba er det kun de statsejede resturanter der må servere skaldyr, så for Assaél er det Illegal at fange de krapper og hummere som familien lever af, og som gæsterne elsker. Det gør det umuligt for ham at overleve og udvikle sin forretning uden at bryde loven.

Assaél og Tanya håber på forandringer i Cuba efter Castro, men de har ikke meget håb og ser ikke lyst på fremtiden. De føler sig fangede i et samfund hvor staten styrer alt i et jerngreb. Her klarer man sig som man bedst kan, Illegal eller ej. Når det hele bliver for meget, flygter Assaél med sin harpun ud på haven. Ned i The Big Blue. Her findes ingen grænser, kun den unge mand og havet.

Dagene i La Boca flyver afsted og vi anbefaler alle som elsker at snorkle at bo hos Assaél

På hesteryg gennem bjergene med Fernando

Vi har set Fernando flere gange i Trinidad. Han er iøjnefaldende med sin karakteristiske store cowboyhat, pink skjorte og store hvide gummistøvler.

Fernando, hans bror og to venner har 12 heste og tilbyder rideture op i bjergende udenfor Trinidad. Vi rider ud af byen, ud i landskabet. Vi gør holdt ved en lille sukkerrørs producent. Presser et par sukkerrør og nyder en forfriskende juice, blandet med friskpresset passionsfrugt.

Efter en times ridt gennem jungle og mangetræer, gør vi holdt ved endnu en miniproducent. Her ristes kaffe. Vi nyder en kop friskbrygget stærk Cuba kaffe med sukker, en cigar og en rom. Herefter vandrer vi en halv time gennem junglen. Vi når frem til en sø hvor vi bader i det iskolde og friske vand.

Det blev til 5½ times skøn tur med Fernando som vi slutter med ømme numser og en Mohito på Plaza Mayor i Trinidad.

Livet i Marthas Hus, Vinales

I marts måned høstes tobaksplanterne i Vinalesdalen. Den frodige dal er omgivet af store bjergtinder. Vinales er spisekammer for hele Cuba.

Her i dalen har Martha skabt en frodig oase.

Permakulturhaven i Vinales

Foruden en kæmpe urtehave som forsyner familien og gæsterne med kål, tomater og et hav af lægeurter, byder skovhaven på en stor mangfoldighed af arter. Kokospalmer, papaya træer, mango træer, kaffeplanter, appelsin, citron & lime, ananas samt et stort antal for os ukendte planter. De blomstrende buske tiltrækker kolibrier. Den lille farvestrålende fugl, som er så karakteristisk for Cuba, står stille i luften mens den suger nektar med sit lange næb.

Her er mange forskellige hønsearter, ænder og kalkuner som går frit i haven med deres kyllinger.

I Marthas have mærker man ikke den knaphed som ellers præger Cuba. Familien og de ansatte på gården er optaget af deres fælles vision om at dyrke haven, så de er selvforsynende på langt det meste. Haven fungerer som et selvopretholdende økosystem.

Jeg sidder på verandaen, mens regnen stille siler ned. Victor spiller bold og Per holder siesta i hængekøjen. 4-5 mand arbejder roligt i haven.

Ikke langt fra Marthas have ligger det mondæne Hotel Jazmina. Herfra kan man nyde en drink mens solen går ned bag bjergene. Det er et betagende syn når når bjergene farves blåsorte, inden der bliver helt mørkt.

Der bliver tidligt mørkt i Vinales og vi går tidligt til ro. Vi vågner når lyset bryder frem til lyden af alle havens dyr, fugle der kvidre og frøer der kvækker.

Stille morgner i Marthas Have

Martha serverer den skønneste morgenmad på en hævet terrasse med udsigt over landskabet og bjergene i baggrunden. Alt stammer fra haven. Vi får stærk og sød kaffe, kakao, små friturestegte kager, pandekager, æg, honning, mangomarmelade, kokos og syltet Jamaica flower. Dertil frisklavet papaya- eller ananas juice.

Alle dage burde starte som morgenener i Marthas Have.

Med Liché i Vinalesdalen

Liché er Marthas mand. Han tager os med på en vandretur rundt i dalen. Liché går med armybukser, cowboystøvler og hat. Hans ansigt er vejrbidt og han går med lange seje skridt. Alle i byen hilser på Liché, gir ham et kindkys og veksler et par ord. Han leder os bag om landsbyen og ned i  dalen til Leonardo's tobaksmarker.

Der dufter skønt i tørrehuset, hvor tobaksbladene hænger til tørre. Leonardo fortæller at 90% af produktionen går til staten, 10% til familien. Selv ryger han 4-5 af de økologiske cigarer hver dag. Med et glimt i øjet fortæller han at de er et glimrende afrodisium. Vi tænder en stor Havaneser, som smager overraskende mildt.

 

Scroll to top