fbpx

En fortælling om ugler og nærvær

Nogle gange sker der små mirakler lige for næsen af os uden at vi opdager det. 4 dage i april kunne vi se følge ugleungernes færden ud i verden. Jeg er lykkelig for at vi havde nærvær nok til at opleve det…

Nærvær, tak

Pludselig en dag var der ugler i kassen.

For 10 år siden fik min mand en uglekasse i fødselsdagsgave. I 10 år har den hængt i vores store egetræ og ventet på et ny-forelsket uglepar. I 10 år har vi forgæves holdt øje med kassen.

Midt i april i år lyder der desperate uglekald i området og en sen aften ser vi en ugle i egetræet. Vi håber at den finder en mage og ganske rigtigt i mandags er der et lille hoved der kikker ud af kassen…

Mandag, tirsdag og onsdagaften går vi ud og kikker på det lille pjuskede hoved i hullet.

Torsdag eftermiddag sidder uglemor i naboens bøgetræ og lokker de 2 unger ud på deres første flyvetur. Hele dagen holder vi øje med deres færden og fredag – vupti er de pist væk. Ungerne er fløjet fra reden. Vi kan høre at de kalder rundt omkring os når mørket falder på, vi kan ikke se dem, men vi ved de er der.

4 dage sidst i april havde vi de glæde af følge uglernes udvikling på første række.

Så var forestillingen slut.

Jeg er så lykkelig for at vi oplevede det. Lykkelig for at uglerne valgte at indtage kassen netop det år hvor vi var nærværende nok til at opdage dem.

For et par år siden ville vi ikke have opdaget dem, fordi vi var alt for fortravlede med alt muligt andet. Tanken falder mig naturligvis ind at de måske har været her, – uden vores nærvær.

Det siges at ugler danner par hele livet og bliver samme sted – så om alt går vel har vi ugler i kassen igen til næste år…

Scroll to top